Jeg er 29 år og har arbejdet med musik og mennesker, siden jeg var 16. Jeg har igennem mit arbejde som musikproducer, og sangskriver haft fornøjelsen af at arbejde kreativt med en masse mennesker, Jeg har været en del af at få flere artister med i KarriereKanonen og var i min tid som frivillig scout hos Universal Music Group med til at pitche og signe artister.

Jeg var i 2023 med i datingprogrammet Bachelorette. Det blev imod forventning et af de mest sete tv-programmer det år, og jeg blev fra den ene dag til den anden meget kendt og omdiskuteret.

Det var sjovt og spændende, men det var også noget, der fremhævede mine svagheder. Jeg jagtede en følelse af at være god nok, og have succes igennem andres succeser, hurtig dopamin og kærlighed, og jeg kunne til sidst ikke mærke noget som helst. Jeg trak da stikket, og isolerede mig i en kolonihave uden for byen i et lille års tid.

Året efter valgte jeg at starte på ManuVision.
En af de første øjenåbnende oplevelser jeg havde på uddannelsen, var under en firedages faste. Jeg fik en forløsning af energi, og alt det, der havde sat sig i mig de sidste par år, mørke skyer i sindet og al den bekymring der lå som uforløst energi, forsvandt uden spor. Jeg kunne mærke en legende, let og umiddelbar del af mig selv, som jeg ikke havde haft kontakt med i flere år, og jeg hulkede og grinede en helt masse. Jeg mærkede efterfølgende en stor indre forandring og lettelse.

Det var dér, det gik op for mig hvad kropsterapi i virkeligheden var, og jeg tænkte “det skal jeg lære”.

(Det skal siges at behandlinger kan se ud på så mange forskellige måder, som der er mennesker i verden. Min oplevelse under fasten var af intens kvalitet. Der er intet rigtigt eller forkert uanset hvad en behandling måtte udløse af reaktioner, lige fra det subtile og beroligende, til det mere intense.

Om du græder, griner, råber, eller ingen af delene er fuldstændig normalt. Alt er tilladt, det er dit rum)